torsdag den 23. juni 2011

Studentertiden

Så blev min søster også student (med huen i den rigtige, røde, farve og et flot tital indeni) og min lillebror er færdig med folkeskolen... det er jo helt vildt at jeg allerede har været igennem alt det, og jeg får en lille snert af alderdomsfølelse i kroppen, når jeg tænker tilbage. På alt det arbejde og den tid jeg har lagt i min skolegang. Men også alt det gode, sjove og spændende. Man kan fx godt komme til at savne FDF og alle de vilde festivalaktiviteter, jeg havde mens jeg burde have læst til eksamen. Der kom heldigvis en masse god oplevelser ud af det i stedet :)
Selvom min hverdag i Bø er fyldt med friluftslivsaktiviteter, savner jeg tit det sociale liv, der er i FDF, og jeg glæder mig derfor også rigtig meget til landslejren, som starter om ganske kort tid, det bliver helt sikkert årets oplevelse :) som forberedelse er jeg nu gået i socialt hi og skal holde mig ude af det sociale rum (indtil i morgen aften) så jeg gradvist kan lade op til det store event... Eller også slapper jeg bare lidt af mens jeg venter på at folk bliver færdige med deres eksamener ;) I dag er målet at komme ud og lufte kajakken lidt og jeg kunne ikke have valgt en mere spændende dag, for det blæser godt og er skiftevis solskin og regnvejr - dejligt :D
Bedstemor hjælper mig med at sy en ny sommerkjole og i går aftes fik vi endelig syet modellen færdig, så den er som den skal være!! I dag eller måske senere på ugen (en uge kan vel godt vare hen over en weekend?) skal den rigtige kjole så klippes og sys! Det er enormt spændende og jeg har en følelse af at det bliver ganske genialt, jeg har jo Bedstemor med til at forhindre mig i at lave alle de fejl jeg ellers ville. Som fx at tråde symaskinen forkert, klippe ærmet for langt eller kort, eller klippe det helt forkerte mønster. Godt jeg har en Bedste, der vil hjælpe mig :)

Ud over diverse aktiviteter og venner som jeg i den senere tid har dyrket, har jeg bemærket at jeg er blevet ganske doven. Det er nok et resultat af at ingen sætter konkrete krav til mig, for jeg kan jo ikke lytte til mine egne krav. Jeg håber den æra er forbi og jeg kan blive mere aktiv (og dermed klar til augustmåneds fjell og bre tur, men hvis ikke det lykkes vil jeg håbe at i alle lever et godt liv videre udenfor dovenskabens lange kløer... bare i tilfælde af at jeg skulle gå hen og have en lidt for anstrengende tur :)

onsdag den 15. juni 2011

Lidt billeder fra gode stunder i Bø :Henrik med på indkøb i Rema1000, man skal jo vide hvor man har ham!

Blåbæret og tyttebæret på vinterfjellet - Cathrine og mig i vores fine dunjakker :)
Jess pynter sin pandekage med alt det gode tilbehør: bananer og tre slags syltetøj :)
Annie og den flotte fødselsdagskage hun lavede til mig <3
Mille og Jess forsøger i fællesskab at "reparere en stol" i køkkenet på Grivi... der var længe skjulte undertoner i deres omgang med hinanden, men det er vel lige før at man ikke kan fejltolke det her ;)

and... she's back!

Det viser sig så at jeg er pænt dårlig til at holde en blog i live, når der pludselig sker spændende ting omkring mig, og at alt det spændende nye samtidig begynder at minde lidt om en hverdag... Det er pinligt at indrømme, men egentlig er jeg vel kun god til at skrive, når alt er spændende og nyt for mig. Det er nu gået op for mig, at jeg jo skriver bloggen for at andre kan læse den, og derfor bør det vel gøres (hvis jeg vil gøre det for andres skyld) uanset hvor trivielt jeg nu synes det kan være. Hm. Altså derfor denne forsøgsvise tilbagevenden til den virtuelle verdens bogform.

Jeg forlod Bø med stil den 2.juni kl meget tidligt om morgenen med kram og kys til alle vennerne, hvoraf de fleste forhåbentligvis vender tilbage til efteråret. Efter en tredages eksamen, og en god fest, skulle jeg hjem til forældrenes 100års fødselsdag den 3.. Det var en virkelig mystisk måde at starte en lang ferie på, og jeg fandt det ganske besværligt at være nærværende under arrangementet... Men Mille og jeg havde sammen med nogle andre lavet en lille revy med spændende situationer fra året og en kåring - god stemning i haven!

På gården var der norsk hygge, hele familien fra nord deltog i festlighederne, og det var en mærkelig måde at komme til det danske på, omend meget spændende. Ugen efter var jeg i Sverige med en Steinerskole fra København som praktik, og denne weekend havde jeg besøg af en veninde fra Canada, som gik på Høgskolen dette semester... Hold da helt ferie, der sker noget her i mit liv :)
Derudover skal min lover, Søren, jo også passes, så jeg har rig mulighed for at gøre alt andet end det jeg egentlig kom til DK for: arbejde for forældrene. Jeg skal være min kære fru moders slave denne sommer, rydde huset, male det, og ellers hjælpe hende, hvor hun nu har brug for det.. fx med at motionere hendes heste - jeg glæder mig :)
Og så bliver (og er der) gensyn med vennerne her i danske, iblandet lidt Landslejr og en tur til Island - sommeren er lang!

Søstrene forenet igen i det danske :)

fredag den 5. november 2010

Svømning, hår og andre projekter

I Bø findes et kultur- og sportsanlæg som ligger lige ved siden af skolen. Min krop har meget godt af at holde sig i form (selvom den sjældent er det), så siden vores lærere har skaffet os en god aftale (vi kan svømme gratis hver onsdag) var Mille, Susanne og jeg i svømmehallen og strække musklerne ud. Her lærte jeg hvordan man trækker vejret under vand og at jeg desuden har brugt mine ben forkert forkert, når jeg svømmer brystsvømning :p Så der bliver noget at arbejde med, når musklerne skal trænes hen over vinteren - vi skal have livredderprøve til vinter!!

Mit hårrensningsprojekt er mislykket. Jeg havde ikke vasket det i halvanden måned og finder så ud af at det faktisk nok kræver mindst tre måneder før det selvrensende og desuden giver det bedste resultat, hvis man er korthåret og nyklippet, når man starter.... Jeg var ved at indstille mig på at måtte holde det fedtede udseende indtil jul, da en veninde oplyste mig lidt: når man farver håret, bruger man jo shampoo for at få farven ind. Så jeg måtte vælge om jeg ville have min normale hårfarve tilbage ved udgroning eller om jeg ville have selvrensende hår. Selvom det sidste er meget tiltrækkende, kunne jeg simpelthen ikke forestille mig at skulle skilles af med mit fine røde hår :) Så i går skete det: Jeg tog hjem til Mille, og vi sad og snakkede og spillede lidt guitar - hørte jazz :D Så kom Henrik forbi - han havde været i hobbyforretningen og købe hæklenål og garn, han skulle lære at hækle (og han er sådan cirka vildmanden over dem alle, med bål, økse, klatring, JAGT og alt det han kan finde på). Så der sad vi og klimpede på guitaren og hyggede. Samtalerne har ført til at jeg i dag købte hæklenål - jeg skal hækle mig en ordentlig hue (det mangler jeg nemlig) og Henrik skal lære at spille guitar. Vi er efterhånden en hel projektklub, for Mille er med på hæklingen (selvom hun kan i forvejen) og har desuden gang i en masse tegneprojekter - det er hun sygt god til!!! Vi spiste aftensmad med Søren, Jess og Linn Hilde, de andre fra klassen som bor på Grivi (og som vi snakker med) og var derefter i sauna - det skal jo til :) og SÅ kom det store endelig: nu skulle håret vaskes!!!! Det tog tre omgange med shampooen før håret var rent, men hvor var det da bare en fantastisk oplevelse af have rent hår, som man faktisk har lyst til at røre ved igen :) Derefter blev det farvet med henna af Milles kyndige hænder, så det nu har genvundet glæden og skjult udgroningerne - fedt :D
Og i dag har været den bedste dag med dejligt glinsende fint rødt hår og glade venner :)

Vi fik tidligt fri og har siddet på skolen fra 11 til 18 for at skrive mappeopgave - og vi er da kommet lidt længere :) I aften skal vi se film (på stort tv :D ) og så tager jeg toget til Kristiansand i morgen og besøger Angelica, som holder fødselsdagfest der med en veninde. Lidt spændende, siden jeg jo ikke kender nogen - men jeg glæder mig til at se hende igen :)

mandag den 1. november 2010

Egenfærd, padletur og kino

Når man afholder sig fra civilisationens meget fængende og tidskrævende tilbud, bliver man ofte vældig forvirret, når man vender tilbage efter to uger i vildmarken. Hvordan er det lige man skriver en sms? Hvor tændes internettet? Er der elektrisk lys her i rummet? Skal man holde sig til en tidsplan? Og hvordan virker et ordentlig do egentlig? Alle disse spørgsmål skal bearbejdes og tænkes igennem, inden man kan udføre tilhørende handlinger, som danner livet i samfundet. Ja, jeg er tilbage i denne verden og nej, det er ikke sjovt at vende sig til alle disse ting, selvom det jo er nødvendigt, for at få lov til at leve af bål, fisk og islandslav engang imellem :)

Efter en helt fantastisk og meget udfordrende egenfærd (på det personlige plan), som indeholdt utrolig mange sjove citater fra Ingvill (der ofte ikke tænker så langt), mange sjove påfund fra Torkild (som fx butcher-curling i 1200 meters højde), mange skumle tanker og perverse jokes med Mille og Henrik, bivuakker i skov, vandre i snedækket fjeld (og man troede jo at det var efterår :p), padle i kano på sjove stryg med gode folk, spise helstegt lammelår fra kogegrube, fyre raketter af for at skræmme de andre grupper på en stjerneklar nat, og ca. en million andre gode ting :) Nu fik jeg jo ikke lige afsluttet den sætning, så det passer med begyndelsen, så der kommer lige en tilføjelse mere: jeg har opnået nye højder af min selverkendelse, der er mange (mere eller mindre) ubehagelige ting, som jeg har opdaget om mig selv, og som nok skal bearbejdes lidt. Det tærer på en gruppe at være tur på tur i lang tid, når man bliver trætte, sultne og måske lidt irriteret på folks manglende forståelse for socialt ledeskab... jep det var kort ;)
Jeg kom hjem torsdag eftermiddag og mindre end et døgn senere tog jeg med padlegruppen i bø (elvkajak) på tur til Nidelva (150km fra Bø) og tilbragte weekenden der. Egentlig burde man jo tage hjem, slappe af, SOVE, pakke ud, og få ordnet alt det med banken og telefon (som efter et par måneder ikke er heeelt på plads endnu), men jeg tænkte: man er jo her i Bø for at opleve noget, udfordre sig selv og ikke mindst lære noget. Og det gør man jo bedst ved ikke at sidde hjemme hele tiden :) Så jeg tog på tur med nogle stykker fra klassen og en del andre friluftsnørder (og andre interesserede) og padlede mig helt øm i vilde bølger, stryg og drops, hvor man tænker "det her er jo dumt", men det viser sig jo at være ganske fornøjeligt :) Er virkelig blevet gearet på at blive sej i en kajak og tænker at man hellere må udnytte den chance man har, når elven ligger lige ved siden af skolen :) Det var også en dejlig oplevelse at møde nogle andre mennesker end dem man er vant til at være på tur med og som man til tider måske bliver lidt for indgroede med. Fedt at mærke at der findes andre mennesker her i byen end dem i klassen - og de andre er også søde og spændende :D

Hjemme igen måtte vi en tur i sauna - kun Linn Hilde, Henrik og jeg var seje nok til faktisk at gøre det - og svede turene ud af kroppen. Og spise lidt mad. Og så kan man jo ikke lægge sig til at sove, når man ved at der er en gjeng, som er på vej i biffen. I kino måtte vi og se "Trolljegeren". En super god, spændende og sjov norsk film om trolde, regeringen og den politik, der gør at ingen nordmænd ved at højspændingsledningerne i de norske fjelde egentlig er det hegn, som holder fjeldtroldene inde på deres territorier ;) Men det er også kun farligt, hvis man er kristen.

I dag og i morgen er der ingen undervisning på skolen, så nu skal der vaskes, bages, betales regninger, snakkes med familien, genoprette kontakt til omverdenen, rydde op i hyblen og vaske den og måske også sove en smule - hvis jeg får tid.

mandag den 18. oktober 2010

Danmark tur/retur

Har sat brød i ovnen og er nu klar med mad til frokost, overraskelse og energi til turen i morgen - den længe ventede egenfærd :)
Jeg har tilbragt en vidunderlig uge i Danmark, det kom som noget af en overraskelse for familien, siden jeg jo ikke havde fortalt dem at jeg kom hjem - lidt sjov skal man jo have i livet, og deres ansigter, da de så mig, glemmer man ikke sådan lige ;) Og så har jeg ellers været rundt i den dejlige midte af Jylland og besøge nye og gamle venner! Dejligt at se dem igen og hygge sig med lidt dansksproget grin igen ;) Var i Baboon City, Herning med de go'r gamle fra Folkeren - genialt sjovt at bruge en dag på at lege i legeland for voksne OG dyste mod hinanden i konkurrencer som monsterbasket, stafet, nedbankning af søm og bordfodbold (med os som spillere) :D Elsker at lege, det må være målet med livet :)

Er kommet til den konklusion at jeg virkelig godt kan lide mine venner og at jeg egentlig er sygt heldig, når de stadig gerne vil se mig, selvom jeg har valgt at flygte så langt fra dem ;) Og at jeg ikke er mindre heldig, når jeg så finder rigtig mange nye er - livet er jo bare fyldt med gode mennesker, man bliver jo helt opstemt :)

Efter en lille bytur i Århus (med en del øl) og en laaang tur hjem til Norge med rimelig træt hoved, kom jeg til Bø i går og så skulle min Mille jo lige hente mig og mine super tunge tasker (tak!!) på stationen... Det viste sig at være ganske farligt, da vi kom til at snakke længe og denne trætte personlighed derfor måtte gå i seng kl elleve, for at (forsøge at) stå tidligt op og skrive undervisningsoplæg færdigt... En presset, men meget effektiv morgen! Det er sådan mandagen ofte former sig :p
Så nu står den på pakning af rygsæk, forberedelse af overraskelse til turen (en lækker dessert) og så må jeg jo nok en tur i badstuen, med de andre fra gruppen, så jeg får forberedt mig selv lidt på at være i gruppe med dem i ti dage ;)
So long Bø, pc, undvigelsesmanøvre og god musik, fjellet kalder mig tilbage med ned til ti minusgrader om natten og sol og stjerneklart og spændende oplevelser :)

søndag den 10. oktober 2010

Te og småkager :)

Ugen er gået stærkt, vi har haft travlt med at lave turplanen til uge 42, egenfærden, som nu både indeholder militær bålvagt og sult - vi skal forsøge os med en dag uden mad, (indtil aften, hvor vi skal finde det i naturen, fisk, rødder og den slags) både for at se om det er muligt at leve af naturen, men også for at teste os selv og se hvordan gruppen reagerer på en dag med meget mindre energi end vanligt, det er ikke nogen lille udfordring!! :) Jeg skal desuden have et undervisningsoplæg om astronomi, hvilket er super snedigt, fordi der omkring den 21.okt er en masse stjerneskud, når jorden drejer sig gennem orioniderne - fedt at få det med, nu krydser jeg bare fingre for stjerneklart :) Vi skal også have en øvelsesdag med indianerpadling (lydløst) og prøve at padle om natten :D Jay, det bliver fedt! Masser af spas og ballade :)

Jeg har startet en klub med nogle piger (når vi altså ikke er på tur), hvor vi snakker og spiser masser af IS!!!! For alle ved jo at Norge har den bedste is i verden, så det er ikke helt skidt at have sådan en tradition her ;) Den passer også godt sammen med kage og te, som også ofte benyttes i sociale sammenhænge på Breisås :) Vi har også haft en spilaften, hvor den stod på RISK og is og pandekager (mums!), og uøvet som jeg er, kastede jeg mig over Asien, den er jo så fin! jeg har så nu lært, hvorfor de fleste aldrig kunne finde på at gøre sådan - jeg blev ganske enkelt lammetævet og banket af de andre (ALLE de andre) og da hjælpen kom og ville frelse mig, havde jeg så få mænd igen, at det var helt umuligt... så ja, jeg tænker mig vist lidt bedre om inden jeg spiller Risk igen ;)

Fredag var vi på natur/kulturdag ved Bøelva, som var kæmpestor og flere steder havde oversvømmet stien langs den, fordi der har faldet så meget regn på det sidste. Vi var oppe ved en fos, som vanligvis er ganske stor og har meget kraft, men som nu er helt enorm og oversvømmer mange ... træer og natur :) ... og bare er så voldsom at man ikke kan gøre andet end at måbe. Fedt at opleve og også en smule skræmmende at tænke på, hvor små og let påvirkelige mennesker og deres ting er.

Jeg har også meget gået og tænkt på hvilke mennesker man snakker med og hvem man er venner. Der er super mange spændende og sjove folk her, men det er jo ganske umuligt at lege med dem allesammen, og det er dybt vanskeligt at skulle vælge hvem man helst vil lege med! Derfor er det godt med alle de ture vi er på, så man kommer i forskellige grupper og prøver at snakke med en masse forskellige, men det gør det jo også meget sværere, når man kommer hjem, fordi vi hele tiden arbejder i de grupper vi skal på tur i... Det kan man jo blive helt underlig af at tænke på :p
Så i morgen aften, når der er vinkveld på Naboen, tager jeg med en veninde hen til hendes "gamle" vennegruppe (som hun havde, da hun gik på et andet studie sidste år) til forspil, og der finder jeg nok endnu flere mærkelige og dejlige mennesker at lege med :D så skal jeg da nok først blive forvirret ;)